Derfor Siberian Husky

foto: Nordmanden, Legendariske Leonhard Seppala, kraftcenteret som var unik i sin fremførelse af Siberian Husky for hele Verden.

Hvad er det som gør Siberian Husky interessant og spændende udover deres charmerende ydre og beundringsværdige indre…?

Slædehunden Siberian Husky, registreret i American Kennel Club (AKC) i 1930

Forord fra; Siberian Husky, gåvan från Tjukotka, af Maria Karlson og Nels Hjelm

Till tjuktjerna

… det folk i nordöstra Sibirien som genom sina makalösa slädhundar har berikat våra liv.

- Tamhundens oprindelse

Nyere forskning siger at tamhunden, som nedstammer fra ulven, begyndte for ca. 15.000-40.000 år siden. Hunden er dermed det eneste dyr som er blevet domisticeret under den såkaldte "jæger/samler" periode i menneskenes udvikling. (Brisbin og Risch, 1997).

- Slædehundenes oprindelse

Helt op i det 20.-århundrede og langt tidligere holdt Chucksierne, som var nomader og levede i NØ Sibirien, slædehunde til transport af ejendele, proviant eller handelsvarer.

I denne periode havde mennesket også andre typer slædehunde i fx Canada, Alaska, Grønland og Sibirien.

På mange ekspeditioner af etnologisk- og geografisk art, benyttede man også ofte hjælp af slædehunde.

I 1800-tallet var slædehunden stadig en foretrukken transport-middel i Alaska, som for store områders vedkommende var meget uvejsom, forskellige transportbehov, pelsjægere og specielt guldgraver miljøet var med til at gøre dem populære.

Slædehundens fortrin var, at føreren kunne skaffe deres føde på rejsen, som jæger. Desuden er den også meget nøjsom, hvad angår føde. De har også et fortrin ved deres lethed i forhold til fx heste, som kunne have stor besvær i dyb sne og på is.

I kølvandet på guldgraver miljøet opstod der konkurence om, hvem der havde de bedste slædehunde. Det, sammen med forskellige ekspeditioners interesser, medvirkede til at kapitalstærke kræfter kiggede efter slædehunde i Sibirien, som de importerede til Alaska.

De sibiriske slædehunde (senere registreret som Siberian husky (SH), se øverst), som kom til Alaska, blev meget populære og vandt flere store løb i perioden 1909 - 1917 (USA går ind i 1.Verdenskrig), med rekorder som står den dag i dag.

foto: Leonhard Seppala og hans store stjerne, Togo.

- Serumløbet

Efter 1.Verdenskrig blomstrede SH popularitet op igen, denne gang dog under en trist hændelse, da en dødelig epidemi brød ud i den afsidesliggende kystby Nome i Alaska i vinteren 1925. Byen havde kun telegrafisk kontakt med omverdenen.

Her opholdt en dygtig og erfaren slæde kusk sig og han fik sammen med andre hundeførere planlagt hvordan de kunne transportere den livsvigtige serum fra den nærmeste civilisation (Nenana), en strækning på over 1000 km.

Med telegrafens hjælp arrangerede man en transport kæde af hundespan fra Nenana, hvor et særtog fragtede serumet til. En pakke på 10 kilo blev lagt i sækken på den første hundespan og tirsdag aften den 7. januar, med en temperatur på under 40 grader, gav den første span sig afsted i nattemørket.

Denne strækning køres normalt på 25 døgn (en enkelt gang på 15 døgn), men med den livsvigtige serum tog det kun hundeførerne femethalvt døgn, at forsere denne kolosale udfordring, i 35 graders kulde, med deres dygtige slædehunde.

Det var en begivenhed som gav genlyd verden over og disse utrættelige slæde hunde kom på alles læber. Den dygtige og erfarne slæde kusk var nordmand og han var den af kuskene som kørte den længste strækning med serumet (420 km).

Hans navn er Leonhard Seppala, han var rejst til Amerika på grund af ulyklig kærlighed. I 1913 fik han til opgave at træne Jafet Lindeberg' 15 Sibiriske slædehunde, som skulle bruges på en ekspedition til Nordpolen, ledet af Roald Amundsen.

- All Alaskan Sweepstakes

I 1908 blev det første All Alaskan Sweepstakes (AAS) (656 km) afviklet, AAS var det første store løb i Alaska.

All Alaskan Sweepstakes, i 1909; her var en dansk sømand tæt ved at komme ind på 1. pladsen (ods 100 - 1), men måtte dog nøjes med en 3. plads. Disse hunde var importeret fra Sibirien i 1908 og ejet af en russisk pelsjæger, William Goosak.

I 1910 vinder de sibiriske slædehunde deres første sejr i en længere sejersrække. Fox Ramsey havde importeret 3 hundespan fra Sibirien i 1909 og den legendariske slædekusk John "Iron Man" Johnson (Finland) kørte det ene span ind på førstepladsen i All Alaskan Sweepstakes, på en tid som ikke senere er slået - 74 timer og 14 minutter) og Fox Ramsey vandt en flot anden-plads. The "Iron Man" vandt igen i 1914.

Da Amundsen' Nordpol ekspedition blev aflyst (pga. 1. Verdenskrig 1914 - '19) får Seppala til opgave at træne Lindeberg' hunde (hundene var en del af de første importer fra 1908 og '09 og flere af deres afkom) til All Alaskan Sweepstakes.

Leonhard Seppala træner hundene flittigt og vinder med en fantastisk sejsrække All Alaskan Sweepstakes 1915, 1916 og 1917.

All Alaskan Sweepstakes stopper på grund af USA's indtræden i 1. Verdenskrig i 1917.

En journalist skrev i Nome Daily Nugget om Seppalas målgang den 14 april 1917:

"Smidige og stille kom de små sibiriske hunde mod mål. Man kunne ikke se, at de afsluttede en 656 km løb, over isede slædespor, hvor det nålespidse underlag ville have skadet poterne på en hvilken som helst anden hunderase. Efter de havde passeret mållinjen, stod de igen klar til at give sig på vej, ivrigt ventende på startsignalet."

Derfor Siberian Husky

foto: Harry Wheeler og hans Seppala hunde. Det var Wheeler som førte Seppalas arbejde videre.

The Siberian Husky Info Site

The Siberian Husky Info Site

SH egenart

foto: Karsten Grønås, kennel Vargevass, Finnmarkslöpet 2006, photo by Annica Uppström, Nathan lead and Putin in point.

At stå på andres skuldre:

Kynologi, læren om hunde.

Det er efter min mening vigtig for en klub (både som styrelse og medlem) der har den kynologiske ansvar for en race, at man orienterer sig og samler viden og erfaring hos de folk som har gjort det godt inden for vores fælles sport/interesse; polarhunde - og for mit vedkommende, siberian husky.

Man kan selvfølgelig påstå, at man selv er bedrevidende og ikke vil kigge uden for sin egen sfære. Det er efter min mening uheldigt når det drejer sig om den enkelte hundeejer, men katastrofal når det gælder en klubs styrelse.

Derfor har jeg besøgt og deltaget i arrangementer rundt i Skandinavien, bl.a. kennel Vargevass' 40 års jubilæumsseminar, "Standarden for Siberian Husky", i 2009 samt SPHKS Avlsseminar i Norrköping, 2012, se Christen Rose-Anderssen' refferat andetsteds i bladet.

Og derfor vil jeg gerne fremhæve Christens understregning af:
"Det kynologiske ansvar indebærer en bevaring af Siberian Huskyens egenart, ud fra de begrænsninger dette giver genetisk set, baseret kun på de oprindelige hunde som blev registreret i AKC.

Derved forpligter man sig til og bidrage til at opdrætterne gennem selektiv avl udvikler hunden som løbshund."

Hvad vil det så sige at bevare siberian huskyen' egenart?

Cristen Rose-Anderssen skriver i en artikkel "Hvad er standard" fra bogen, Siberian Husky, publiseret af Norsk Siberian Husky klub i 1974:

"En hundedommer har altså en uhyre vigtig opgave når det gælder om at bestemme (vurdere) en races fremtidige kvalitet. ….. Det er derfor meget vigtig at udstillingsdommeren for racen, har god kendskab til hvad racen skal bruges til og hvad dette kræver af egenskaber hos hunden.

Standarden for siberian husky er lavet for en trækhund som skal kunne trække moderat last, hurtig, over længre distancer.

Hunden skal derfor vurderes ud fra dette og egenskaber som ikke bidrager til det, burde altså være af mindre betydning. Dette forklarer bl.a. at alle farver og farvekombinationer er tilladt. Li'som hundene må have blå eller brune øjne eller et af hvert."

Moderat last

Med hensyn til last er det ca hundens egen vægt der menes og med hensyn til distancer er vi inde i et åbent felt hvor Mellemdistancer kan være ned til ca 50 km og op over 200 km. Langdistance er fra omkring 300 km til 1000 km (Finnmarksløpet). Det er et område der også er delte meninger om.

foto: Christen Rose Andersen, kennel Finnemarka, Norway.

Den genetiske begrænsning

Den genetiske begrænsning ligger selvsagt i, at de forskellige individer af siberian husky', der blev importeret (fra Sibirien) i perioden 1910 - 30, er bestående af relativt få hunde. Det har den konsekvens at avlshunde ikke må ligge for tæt på hinanden familiemæssigt.

Ledende kenneler:

Derfor er det af stor betydning når de "førende" kenneler importerer topmeriterede og vel testede hunde af høj kvalitet til Skandinavien. Og derfor er det væsentlig at man kan få informationer gennem vores fælles medie, klubbladet, om vigtige avlshunde der kan medvirke til at opbygge siberian huskyen' egenart samt minimere den genetiske begrænsning ved at få nyt genmateriale tilført.

Opstramning hos Dansk Kennel Klub

Derudover havde vi jo fornøjelsen at kunne læse to artikler om den dybt uheldige udvikling inden for visse racer (hvor racens egenart har været tilsidesat på det skammeligste) som har bølget rundt på kloden i over et halvt århundrede i populismens navn.

Den første artikkel: fra DPHKS, Polarhunden 4/2011, "Hvordan får vi flest mulige sunde hunde", af Dansk Kennel Klubs (DKK) direktør, Jens Glavind, hvor han bl.a. siger:

"Det er et problem, hvis avlskravene af opdrætteren opleves for overvældende. Hvis det sker, er der betydelig risiko for, at valpene alligevel bliver lavet bare uden stambog. …..

….. Da en indsnævring af populationerne i de enkelte racer udgør en trussel i forhold til opretholdelse af sundhed, er det nødvendigt, at tage det faldende antal stambogsførte hvalpe alvorligt."

Jens Glavind fortsætter:

…"DKK ønsker at mennesker, der ikke har lyst til at deltage på en hundeudstilling, ikke per automatik er afskåret fra at bruge deres hund i avl."

I en senere artikkel i DKKs blad, Hunden 3/2012, skriver Jørgen Hindse, DKK formand, med overskriften; "Forbedre ikke forandre":

"Den 21. januar afviklede DKK et stort og vigtigt seminar for vore eksteriørdommere. ….. der blev gennemgået et godt materiale, som på glimrende vis illustrerede, hvordan en række racer har udviklet sig i løbet af de sidste 50 år. Ja, i nogle tilfælde fristes man til at bruge betegnelsen udartet i stedet for udviklet sig.

Og den særlige pointe er, at de konstaterbare forandringer i mange tilfælde er sket, selv om racens standard ikke er ændret, ….. Så må det jo være dommerens fortolkning af standarden, som kommer i søgelyset."

af: Mads Peder Vilhelmsen, SH siden 1995 sammen med Vivi

foto: Polardistanc 2005, Karsten Grønås, kennel Vargevass, efter første vejovergang.

artikkel bragt i Dansk Polar Hunde Klub, marts 2013.

Fakta